Evaluering

Det siger klienterne..

 

Nedenfor ses udsagnene, fra nogle af de klienter der har valgt at evaluere deres forløb og sagt ja til at kommentarerne må vises her på siden.

 
 

 
 

Uddybende kommentarer fra tidligere klienter:

“Jeg har haft den mulighed at gå ved Kenni og jeg må sige at jeg følte mig tryg fra dag et. Han er meget god til at sikre sig at det går efter mit tempo, og giver mig plads til at dykke ned i det som jeg tror har en effekt på mig, og når jeg så ikke ved hvad jeg skal gøre eller hvor meget mere der er, er han god til at spørge mig på sådan en måde at jeg selv begynder så småt at samle puslespillet. De ting jeg har lært fra Kenni bruger jeg i min dagligdag og de gør at jeg føler mig meget mere tryg og bedre til plads på mit arbejde.
Et fantastisk forløb og jeg kan kun give min varmest anbefaling.”

“Jeg har generelt følt mig tryg hos min psykolog. Jeg har åbnet mig mere op og har været ærlig omkring alt hvad der er foregået i min fortid, hvilket jeg aldrig har snakket med nogen om før. Jeg har fået gode redskaber til at komme igennem min hverdag, så det bliver nemmere for mig at være i.”

“Jeg oplever at behandlingsforløbet har været meget positivt og givende. Jeg har følt mig tryg og følt en god relation til psykologen. Jeg synes, at der har været en god balance i dialogen. Forløbet har givet mig en styrke/robusthed, og jeg har fået nogle gode redskaber til at leve mit liv mere autentisk og passe på mig.”

“Jeg er meget tilfreds men forløbet ved Kenni, han har fået mig til at føle mig hørt og forstået, og fik mig hurtigt til tænke anderledes i min dagligdag.”

“Jeg har været enormt glad for mit forløb. Jeg trængte til at blive grebet, da jeg følte jeg var ved at falde i et kendt hul. Jeg er blevet lyttet til og guidet i rigtig retning. Jeg har fået en tro tilbage på mig selv, som har været helt uvurderlig. 
Super gode værktøjer og snakke som jeg helt sikkert kan bruge i fremtiden.”

“Det har været en stor hjælp for mig og jeg bruger dagligt de redskaber som jeg fik med fra dig . Der er ingen tvivl om at det var et godt valg selv om jeg aldrig tidligere i mit liv har brugt eller haft brug for psykolog .Jeg er så tilfreds og glad. 
Det der har været godt for mig er også den gode forståelse fra din side også selv om man indimellem springer ud i noget " andet " som var gemt væk.
Det betyder også rigtig meget at du virkelig har sat dig ind i " problemet " altid været super forberedt på opgaven.
Jeg har en hel håndfuld " roser " jeg gerne vil give dig . Jeg er dybt taknemlig for hjælpen.”

“Jeg er meget tilfreds med det terapeutiske forløb, det har været rart at kunne dele alt, det der fylder med en tredje part. Jeg har fået megen opbakning og det har været med til at give mig ro og overskud samt styrket troen på at jeg har handlet fornuftigt selvom jeg har været i krise.”

“Det eneste jeg er ked af efter denne oplevelse, er at jeg desværre kun havde 4 timer med Kenni. Og nu igen står alene tilbage uden at havde den professionelle støtte fra en psykolog. Når det så er sagt, så ville jeg anbefale Kenni til hver en tid. Det er ikke let for mig at finde en jeg kan åbne op over for. Det kunne jeg fra dag 1 hos Kenni.“

“Efter kun tre samtaler har jeg fået tag om mine udfordringer. Jeg føler mig hørt, og har fået den hjælp jeg havde brug for.“

“Jeg vil også sige tak for denne gang – det har været en interessant rejse, som har ryddet op i noget kludder i mit verdenssyn. Du har hjulpet mig videre, og også taget mig ned af nogle veje, jeg ikke lige syntes så godt om til at starte med, men som alligevel var nødvendige. Så tak for alt.“

“Jeg startede mit forløb med en stor portion skepsis, men følte mig relativt hurtig tryg og kunne tale åbent om mine problemer. Behandlingerne har givet mig en forståelse af problemerne og værktøjer til at afhjælpe disse.“

“Jeg følte mig ret hurtig tryg, og har gennem forløbet følt mig forstået, anerkendt, og "rigtig". Føler mig styrket i både min "væren" og mit "væsen". Måske er det sjov at vide, at jeg på forhånd var lidt skeptisk ved din unge alder og at du er en mand! Ting, som overhovedet ikke har betydet noget som helst undervejs ;-)
Især de sidste gange er jeg kommet hjem med meget i tankerne, - på den gode måde. Jeg siger til alle, og mener det så meget, at alle burde unde sig selv et forløb ved psykolog, og kan anbefale dig. Det er selvudviklende og healende. Tak for timerne.“

“Kyndig og professionel hjælp med både hjerne og hjerte. Et meget givende forløb i trygge rammer, som jeg er meget taknemmelig for!“

“Jeg har ikke gået i terapi før, og har altid haft et mærkligt forhold til det. Men trods det, har jeg haft et behageligt og trygt forløb, og jeg har fået nogle værktøjer, som jeg kan arbejde videre med. Jeg er overrasket over hvor meget jeg har fået ud af det. Tak for det.“

“Kenni har været en kæmpe hjælp og støtte igennem det sidste 1/2 år, hvor jeg jævnligt er kommet hos ham. Han har hjulpet mig gennem et traume som jeg havde meget svært ved at overskue. Allerede fra første samtale følte jeg en tryghed, varme og tillid, som fremadrettet blev mit "åndehul", når jeg syntes tingene blev for svære. Ved hjælp af mange samtaler og nogle rigtig gode teknikker har jeg arbejdet mig tilbage til en næsten normal dagligdag, som den jeg havde før min ulykke. Jeg vil til en hver tid anbefale et forløb hos Kenni, det er utrolig givende. Tusind tak for hjælpen Kenni.“

“Det har været et godt forløb vil til vær en tid anbefale Kenni hvis folk har brug for hjælp“

“Jeg fik hjælp til at sætte lys og fokus på mine problemstillinger. Det gav mig mulighed for at arbejde mere målrettet med dem.“

“Det har fungeret rigtig godt, kenni er meget rolig og imødekommende og vil kun en det bedste. God til at skabe kontakt og tryghed i rummet.“

“Jeg har gået i et terapiforløb hos KG i forbindelse med en stresssygemelding relateret til et stærkt problematisk arbejdsmiljø. KG har gennem hele forløbet været en uundværlig følelsesmæssig støtte og har udvist stor empati og forståelse for de problematikker, der lå til grund for sygemeldingen. Forløbet har været af afgørende betydning for, at jeg er vendt tilbage til mit job med fornyet mod og evne til at tackle evt. fremtidige udfordringer i arbejdsmiljøet.“

“Forløbet har været til stor tilfredsstillelse, Kenni får min bedste anbefaling som den yderst kompetente og empatiske psykolog han er.“

“Jeg har igennem hele forløbet følt mig hørt og forstået, jeg har fået hjælp til at komme helt ud i krogene på min stresssygemelding, fået støvet det af og har fået værktøjer til at opdage hvad der kan udløse stress i mig og få det stoppet og sige fra inden kæden hopper af.“

“Det har været et super forløb. Jeg har følt mig meget tryg og lyttet til. Jeg har fået en masse gode værktøjer med mig fra alle samtalerne. Jeg har haft en god følelse efter hver samtale. Der har været en super fantastisk ro og tryghed ved hver samtale. Kan kun anbefale Kenni. Han er en super rolig og behagelig person som tager tingene dybt seriøst. Alt i alt en fantastisk og super hjælp for mig.“

“Tusinde tak for hjælpen igennem de sidste 2 år det har været fantastisk at komme ved dig. Det har været et lyspunkt for mig når det har været rigtig træls. Jeg har følt mig tryg, og det har nok været det vigtigste. Jeg har fået indsigt i hvordan jeg skal arbejde med mine følelser og ikke bare ignorere dem, det har virkelig hjulpet. Og så er jeg begyndt at lytte til mindfulness, det er noget jeg i fremtiden vil bruge hver dag.“

“Dette var mit første besøg hos en psykolog. Det var/er en meget positiv proces, hvor Kenni, fandt tid og ro til at jeg kunne komme med mine udfordringer. Efter hvert "møde" var der en meget kort konklusion, og nogle små ting som jeg kunne gå hjem og arbejde med.
For mig var det også vigtigt at blive bekræftet i at de menneskelige værdier og den respekt som jeg har for andre mennesker, ikke er misforstået fra min side af.
Vi talte også om det er den rigtige arbejdesposition jeg er i, det set-up som jeg er en del af, er noget jeg kan se mig selv i. MIN konklusion blev at jeg måtte finde et andet job, og jeg føler at jeg er klar til konstruktivt at vurdere om min nye arbejdsplads er den rigtige for mig.
Så tak for et fantastisk samarbejde Kenni.“

“Det var solidt! Ikke noget at klage over.“

“Jeg har gået hos Kenni gennem de seneste 6 måneder. Lige siden første session, har jeg følt mig fuldstændig tryg. Han har været rigtig god til stille de rigtige spørgsmål som har fået mig til at se en masse ting i et nyt perspektiv. Han var super hurtig til at finde ind til kernen af mine problemer, og med ro og støtte har han hjulpet mig med at tackle en masse masse ting, både privat og i arbejdssammenhæng. Jeg har kunne være ked af det, vred, fortvivlet, håbefuld, modig, glad og stolt, og uanset hvad, har jeg fundet støtte hos Kenni. Jeg er kommet styrket ud på den anden side, og bruger dagligt de værktøjer og teknikker vi har fundet frem til i fællesskab gennem forløbet. Det har været så givende at have et trygt sted til at få styr på kaotiske tanker. Alle burde få mulighed for at snakke med en psykolog i løbet af livet!“

“Et frirum hvor man bliver hørt og føler sig tryg. Godt hjulpet og gode råd.“

“Jeg har gennem hele forløbet følt en god og tryg forbindelse til Kenni. Jeg føler ikke kun at jeg har fået det bedre gennem forløbet, men også at jeg nu står meget stærkere rustet til at klare lignende og andre svære situationer senere i livet.“

Jeg har fået et skub i den rigtige retning - og forstår nu hvorfor jeg har følt som jeg har følt tidligere. Det har været rigtig rart at finde ind til kernen og slutte fred med de trælse følelser indeni.”

“Jeg har følt mig helt tryg og rolig ved samtalerne og der er kommet nogle gode svar og opgaver til mine problemer“

“Jeg kom med angst for corona, men Kenni var hurtig til at spotte, at problemet lå et helt andet sted, så vi kom hurtigt til at arbejde med det rigtige. Det var også rigtig godt, at der efter nogle samtaler kom længere tid mellem samtalerne, så jeg kunne nå at afprøve nogle af de nye værktøjer og se at de virker. Selvom det er første gang jeg har været ved psykolog, gik der ikke lang tid før end, jeg ikke var nervøs mere, når jeg skulle af sted.“

“Jeg har fået talt ud om den hændelse der gjorde at jeg fik forløbet. Der har været en forståelse for de reaktioner af vrede jeg har haft i forbindelse med hændelsen.“

“Der har været en god og tillidsfuld dialog med Kenni“

“Jeg er blevet mødt med stor forståelse og har fået gode redskaber til fremadrettet at kunne fortsat hjælpe mig selv“

“Livreddende, så kort kan det egentlig siges. Da jeg startede hos Kenni var jeg svært plaget af selvmordstanker. Kenni formåede at skabe tryghed og håndterede mine mørkeste tanker yderst professionelt og omsorgsfuldt. Han hjalp mig til min første indlæggelse, da jeg ikke længere kunne tage vare på mig selv og har været en kæmpe støtte både under indlæggelse og til at se hvornår indlæggelse igen har været nødvendig. Nu er jeg hjulpet godt videre i psykiatrien og har mod på behandlingen der. Kenni har lagt et kæmpe arbejde i at få mig så langt som jeg er nu og kommer til at savne den tryghed jeg føler hos ham. Jeg har grædt mange tårer i hans selskab, men der har også været smil, latter og begyndende håb for fremtiden.
Tak, bare tak...“

“God trygge samtaler om alt det, der ellers aldrig kommer til overfladen. Begreber at begribe ens sindstilstand med, som jeg kunne mærke arbejdede videre i baghovedet mellem sessionerne. Det førte til større indsigt og et utal af åbenbaringer og større forståelse for, hvem jeg er (og hvem jeg ikke er) og hvad jeg gerne vil. Stress og angst er bare dårlige betingelser for at fungere som far, partner, ven og kollega, så det var ganske nødvendigt at få hjælp. Timingen var perfekt, jeg var meget klar til at få hjælp og jeg mødte den rette psykolog. Mange, mange tak for den kæmpe forskel forløbet har betydet for mig.“

“Jeg har før gået til psykolog, hvor jeg ikke har følt mig tryg og hørt, men jeg er her blevet hørt og har følt mig tryg“

“Det er første gang jeg har benyttet mig af en psykolog, og jeg var i begyndelsen en smule skeptisk over for det hele, men jeg kunne mærke at jeg havde brug for professionel hjælp til mine problemer. Derfor kontaktede jeg Kenni. Jeg føler at jeg blevet taget godt imod i terapien og at jeg blev mødt på mit niveau. Der var tid og overskud til at jeg kunne få lov til at føle mig tryg i samtale-situationen, hvilket jeg synes betyder utroligt meget når man skal snakke om emner der er meget følsomme for en selv. Jeg fik følelsen af at jeg var med til at forme hvordan samtalen skulle udforme sig i kraft af at der flere gange blev spurgt ind til om jeg selv havde følelsen af at terapien havde en effekt på det jeg mente jeg havde behov for hjælp til. Jeg er tilfreds med mit forløb hos Kenni, og jeg kan mærke at jeg i løbet af den tid jeg har haft samtaler, er blevet mere reflekterende over min egen situation og ser mit liv i en anden kontekst, hvilket er positivt. Jeg synes bestemt jeg har lært at leve bedre med mine problemer og er blevet bedre til at håndtere bestemte situationer pga mit forløb hos Kenni. Jeg vil bestemt anbefale Kenni som psykolog.“

“Mit terapiforløb i forbindelse med en stresssygemelding, har været rigtig godt og lærerigt. Jeg har følt mig tryg under hele forløbet og har haft god gavn af den terapi jeg har modtaget. Kenni har ydermere været en stor hjælp i forhold til sparring, i den proces jeg har været igennem omkring tilbagevenden til min arbejdsplads, tusind tak for det. Kenni er super dygtig, professionel og empatisk og jeg vil varmt anbefale ham til alle dem som måtte have et behov for terapi.“

“Kenni er sød og har et roligt og tillidsvækkende væsen.
I mit forløb har jeg fået spejlet de ting der har fyldt i mig, hvilket har været medvirkende til, at jeg igen har fundet overskud og fodfæste i min hverdag.“

“Særdeles godt forløb virtuelt. Meget nærværende terapeut, gode input/værktøj modtaget, så jeg selv kan komme trygt videre.“

“Kenni er meget dygtig til at forstå dig som person og hvilken psykisk situation du befinder dig i. Han giver gode redskaber til at arbejde videre med dig selv så du får et bedre liv. Tak“

“Fysiske samtaler havde stort effekt og værdi og jeg forsøger løbende at bruge det jeg har lært. Alt i alt er jeg rigtig tilfreds med forløbet.
Starten på forløbet var med online/telefon samtaler med forsikringsselskabet. Jeg føler slet ikke, at disse samtaler havde samme effekt.“

“Jeg kunne ikke været kommet igennem det her alene, så det har været en kæmpe hjælp at blive lyttet til og lært en masse måder at arbejde med sig selv på.“

“Jeg har gennem vores samtaler opnået en stor indsigt i, hvorfor jeg føler mig presset, og jeg har fået nogle gode værktøjer med mig, som hjælper mig i en travl hverdag.“

“Super godt forløb, som har hjulpet mig meget :-)“

“Jeg har følt mig delvist forstået i terapien, men alligevel hjalp terapien og jeg fik nogle gode redskaber.“

“Har haft et godt forløb, hvor jeg har følt mig hørt og forstået ift. de udfordringer jeg gerne ville arbejde med. Udfordringerne er blevet arbejdet med på en tryg og hensigtsmæssigt måde, der belyste og gav dem en gennemsigtighed.“

“Jeg har fra første møde med Kenni følt mig tryg og hørt. Kenni er god til lytte og efterfølgende komme med ideer til hvad der kan hjælpe. Han har fået mig til at tro på mig selv og hviler nu mere i mig selv. Der er ingenting der er forkerte at tale om.
Min varmeste anbefaling herfra.“

“Jeg har oplevet forløbet hos Kenni som afslappet, imødekommende og yderst givende. For mig har det været afgørende, at Kenni ikke har fulgt en helt bestemt model, men mødt mig hvor jeg er, og brugt sine egne erfaringer og læring. Kemien er altafgørende i sådan et forløb, og da Kenni favner meget bredt, er jeg sikker på, at der ikke er mange der ikke kan føle sig trygge hos Kenni. Da jeg startede hos Kenni, var mit liv ret sort. Jeg har gennem mange år opbygget et stress niveau, jeg ikke selv kunne håndterer. Jeg er stadig ikke helt på den anden side, men jeg har fået de helt rigtige værktøjer af Kenni, så jeg i dag har afsluttet mit forløb, og kan håndterer mine udfordringer, og ved hvornår jeg skal sige til og fra, og hvad der skal til, for at komme på sporet igen. Der er kun ros og anbefalinger fra min side.“

“Jeg har været i et terapiforløb over 10 samtaler. Det har altid været trygt og behageligt at komme i klinikken, og jeg har oplevet, at terapien og måden, samtalerne forløb på, udviklede sig sammen med mine behov. Jeg har følt mig guidet og vejledt, samtidig med jeg har oplevet selv at have en del kontrol over de emner, vi har berørt i terapien. Mit forløb har været enormt givende, og jeg føler mig både stærkere og mere som mig selv i dag. Jeg vil ikke tøve med at kontakte Kenni igen, hvis jeg skulle få brug for et nyt forløb.“

“Kenni har været super god at snakke med, og får en til at tænke en smule anderledes. Hans rolige og behagelige person har gjort hele oplevelsen tryk og rart. Klar anbefaling!“

“Mine problemer er blevet italesat med typisk mandeaktion. Du har et problem, hvad er det og hvordan fixer vi det? Jeg har derfor fået nogle konkrete værktøjer til hverdagen.“

“Jeg følte mig både set og hørt, hos en meget rolig og behagelig behandler, en rigtig god og positiv oplevelse for mig.“

“En meget forstående psykolog, som formår at spørge ind til tingene på en måde så man føler man bliver bragt 'det rigtige sted hen'. Jeg har kunnet reflektere meget i forummet og har på denne måde også været i stand til at finde konkrete løsninger til mine udfordringer som er rod til mine stress symptomer.“

“Det var her i dette forløb, hvor det gik op for mig hvor presset jeg havde været over længere tid, da jeg blev hørt og forstået, med de problemer jeg var rendt ind i. Jeg føler mig også hjulpet, til at komme dertil hvor jeg er idag.I min hverdag tænker jeg over de gode råd som jeg har fået med på vejen og bruger dem. Så herfra skal lyde en stor tak til Kenni Graversen.“

“Jeg har oplevet samtalerne som et trygt frirum, hvor jeg kunne lufte ud af alle de tanker og følelser jeg har haft, uden at jeg har følt mig bedømt. Jeg har nydt at kunne komme et sted, hvor jeg har haft mulighed for at sætte ord på hvad end der rumsterede i mit hoved på de pågældende tidspunkter. Efter hver samtale er jeg gået hjem med et lettere sind, og jeg har i hele perioden haft mindre tankemylder og betænkelighed/angst end normalt.“

“Mit forløb hos Kenni har på alle måder været en positiv oplevelse. Kenni er nærværende, empatisk og man føler sig tryg ved ham fra starten. Han har gennem hele forløbet været dedikeret og professionel i vores arbejde med mine problemstillinger. Kenni har en særlig evne til at sætte sig i éns sted, og analysere diverse problemstillinger derfra, hvilket har været givende for mit vedkommende. Det har været en enorm støtte at have haft Kenni på sidelinjen igennem mit forløb, og en fornøjelse at have haft ham med på min rejse.”

“Kenni skabte et trygt rum fra starten.Jeg har følt mig mødt og forstået ligesom jeg er blevet spejlet og har fået redskaber og indsigter som jeg bruger ved behov.”

“Fra den allerførste session har Kenni skabt et trygt rum, hvor jeg har følt mig set og hørt. Mit forløb har været utroligt givende og har haft stor betydning for, at jeg har fået det bedre. Kenni er yderst kompetent og har guidet mig gennem hele processen med stor indsigt og forståelse.“

“Dette er mit andet forløb hos psykolog, og jeg føler at Kenny var et godt match for mig. Jeg følte mig hørt og jeg følte at der var plads til at jeg selv kunne være med til at udforme hvad mit forløb skulle indeholde. Jeg følte at tingene blev taget i mit eget tempo, hvorfor jeg altid følte mig hørt.“

“Kenni har hjulpet mig med at finde og bruge redskaber, til at tackle mine udfordringer i hverdagen og ligeledes hjulpet mig med at anerkende og tillade sider af mig at være som de er, uden at de absolut skal passe ind i bestemte kasser. Kort sagt givet mig redskaber til de vigtige udfordringer og afdramatisere de ikke så fyldende. Tak for et virkelig givende og udviklende forløb.“

“Kenni har været meget empatisk, og jeg har forsøgt at arbejde med nogle ting jeg er blevet opmærksom på hos mig selv. Det har hjulpet mig meget.“

“Jeg har følt mig forstået og har fået en forklaring på ting der undrede mig.”

“Jeg gerne benytte lejligheden, til og sige tak for et godt forløb hos dig. Det har hjulpet mig godt videre. Jeg kontakter dig hvis jeg skulle få brug for det.“

“Jeg har haft et givende forløb hos Kenni, der har resulteret i en anden forståelse af tanker og deres betydning. Gennem forløbet har jeg følt jeg er blevet hørt og fået indblik i hvordan jeg kan håndtere mine tanker og følelser, også selvom det skulle gentages flere gange gennem forløbet, har Kenni været tålmodig og jeg føler nu jeg går derfra med et nyt syn på mit liv/hverdag.“

“Det har været rigtig godt, kan meget bedre forholde mig til når der opstår problemer. Kan meget bedre være I det.“